For 1000 år siden mødtes våbenføre mænd af rang under åben himmel på tinget i Viborg. Her vedtog de lovene – og dømte efter dem. Viborg blev et centrum for ret og straf. For retfærdighed og ansvar.
Det er svært at forestille sig i dag. Men netop her, hvor byen ligger nu, blev domme afsagt, skæbner afgjort og lovens ord ført med fast hånd. Og traditionen lever videre.
Siden 1919 har Vestre Landsret haft hjemme i Viborg og videreført byens centrale rolle i dansk retshistorie. Fra middelalderens udendørs landsting til nutidens moderne indendørs retssale har Viborg i mere end 1000 år været stedet, hvor ret og retfærdighed har slået rødder.